Nybagt mor – HELLP me

“Nå, hvordan er det så at blive mor?” Det evige spørgsmål til en nybagt mor…

Det hurtige svar er: “Det er fantastisk 😍”. Det ægte svar er: “Jamen det ved jeg ikke… jeg kan nok stadig ikke helt finde ud af det, men jeg gør det bedste jeg kan – og det er det vigtigste!” Læs med når jeg prøver at fortælle lidt omkring mine tanker og hvordan det var at blive mor for mig. Den titel fik jeg 17 november 2011.

Et billede fra da jeg var gravid med vores yngste søn. Instagram venligt og idyllisk… Lige ind til hverdagen ramte og vi fandt ud af at ikke er alt er som på film…

Vi glædede os til at blive forældre… Det hele var så nyt og spændende…

Skæbnen ville, at da jeg næsten var færdig med graviditeten fik jeg konstateret HELLP som er en meget farlig svangerskabsforgiftning… Jeg gik i næsten 10 dage med kæmpe smerter men ingen troede at det havde noget med graviditeten og gøre. Normalt kan man se i en urinprøve om man har svangerskabsforgiftning, men ikke med HELLP. Det er en snedig en af slagsen som man ikke ved så meget om – eller det gjorde man ikke for 10 år siden. Det var så frustrerende ikke at blive lyttet til og samtidig gik jeg rundt med tanker for mig selv om:

Hvordan bliver fødslen
Hvordan bliver jeg som mor
Kan jeg passe et barn
Er han pæn
etc…

Tanker som alle nybagte mødre har, men hvis en normal tænkende hjerne har 1000 spørgsmål, så havde min hjerne 10.000 spørgsmål. Og hvor mange glædede sig til at skulle føde, så frygtede jeg det… Egentligt ikke pga smerten men fordi jeg ikke vidste hvornår han blev født. Planlægningen var faktisk det der fyldte mest, hvilket jo giver god mening nu hvor jeg har fået konstateret ADHD 10 år senere. Men jeg var flov over at jeg ikke ville føde!

Tilbage til HELLP… Smerten var dagen før han blev født uudholdelig og ENDELIGT fandt lægerne ud af hvad jeg fejlede og var meget overrasket over at jeg havde kunne gå i så lang tid – samtidig med at det jo var livsfarligt for både mig og vores søn. (I dag ved jeg at smerte og ADHD også hænger sammen, vi har simpelthen ikke samme smertetærskel som en “almindelig” hjerne og derfor føler vi bare ikke smerte i lige så høj grad – spørg mig ikke hvorfor 🤷🏼‍♀️.) Han blev født ved kejsersnit 17 november 2011 og aldrig har et kejsersnit været mere kærkommen… Nu vidste jeg hvad der skulle ske og at han var ude om max 30 min… Det lyder jo helt vanvittigt når jeg sidder her i skrivende stund og læser det, men det er rigtigt… Når bare jeg ved hvad der skal ske, så kan jeg håndtere det meste.

"Min hjerne fik aldrig fred - jeg var på 24/7. Vores søn udfordrede min hjerne på så højt et plan, fordi han aldrig sad stille eller fordybede sig"

Fra negativ til positiv

12 timer efter han blev født kom svangerskabsforgiftningen tilbage, og jeg kom på intensiv… det må have set helt vanvittig ud for min mand. så stod han der med en kone på intensiv og en nyfødt i armene… værsgo – få det til at fungerer unge mand. der må have gået et hav af følelser igennem ham dengang 🤷🏼‍♀️. de næste 24 timer anede han ikke hvornår hans nyfødte søns mor kom tilbage og om hun kom tilbage! (men det gjorde hun 😍) Måske prøvede min krop at fortælle mig at jeg skulle have ro. ja okay voldsom måde, men that’s the story of my life.

Svangerskabsforgiftning – HELLP (me)… Tankevækkende?

Hvis man lige tænker den igennem så er det jo tankevækkende at han er født så turbulent og med så meget smerte, frustration, kaos… det er nogle af de ord der samler situationen op… Men jeg har altid været god til at vende det hele til noget positivt – jeg fik kejsersnittet og strukturen – ja okay det var stressende, men jeg kendte forløbet. Tænk så lige over hvor vildt det er, at jeg får HELLP (oversat: HJÆLP) mens han ligger i maven – det er som om Tristan ubevidst altid har vidst at han skulle have hjælp.

Dagene gik og vi var indlagt 1 uge på Esbjerg sygehus… endnu engang en kæmpe gave (til en ADHD hjerne som ikke selv kan strukturere)… Jeg tror seriøst ikke vi havde fået sådan en god start på den nye rolle, hvis ikke vi havde været indlagt dernede… Den klokke man bare kunne ringe på hvis amningen drillede gad jeg sgu godt og have ved hånden nu 😅. “Hallooooooo… er der en voksen til stede?”

“Mor titlen” og det der følger med… Hverdagen ramte os med alt hvad det tilhøre… nu skulle vi til at skabe struktur, en hverdag, et liv med et barn du ikke kan kontrollerer… Du må bare rette ind.

I virkeligheden synes jeg det var enormt hårdt at blive mor og at min frihed blev taget fra mig. Jeg havde på INGEN måde den kontrol jeg før havde haft og guess what… der var sgu ingen der havde fortalt mig at det idylliske billede om at have børn skulle briste 😅, og heldigvis for det da… for ellers kan det da godt være jeg lige hvade overvejet det hele en enkel gang mere. Jeg kunne prøve at skabe struktur i min nye hverdag, men der er bare ting man ikke kan strukturere… Så simpelt er det .

Jeg skammede mig over at jeg måtte have mine bedsteforældre eller Peters forældre over for at hjælpe os… For jeg kunne ikke selv finde ud af at strukturere en hverdag når Peter ikke var hjemme. Det giver så meget mening i dag, men det gjorde det bestemt ikke dengang! Det var SÅ pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke finde ud af at gøre rent, at vaske tøj, indkøb, få noget søvn og hvorfor synes jeg det var 1000 gange mere hårdt end mine veninder? Jeg ville meget hellere på arbejde, for der vidste jeg hvordan dagen skulle forløbe og der havde jeg kontrol!

2014 – Årene gik, og jeg blev mere og mere frustreret. Jeg synes det var så PISSE hårdt at få en hverdag op og køre. Faktisk ikke så meget da vi kun havde Tristan for der havde jeg ikke noget at sammenligne med, men da vi fik Sylvester 2,9 år senere begyndte jeg at reflekterer over hvad det var for et liv jeg havde og hvor presset jeg var. Jeg begyndte at kaste et tilbageblik på de sidste 3 år og hvor hårdt jeg pludseligt kunne se det hele havde været.

Ikke at kunne forudsige bare 10 minutter frem.
Ikke at kunne få tid for mig selv.
At et andet menneske var og er helt og aldeles afhængig af mig 24/7. Min hjerne fik aldrig fred fordi han ALTID var igang.
ALTID trodsig
ALTID 2 skridt foran mig.
HURTIG som bare fanden til fx at gå (han var 8,5 måned!!! Tjah et spædbarn der stavrede rundt).
HURTIGERE end alle andre jævnaldrene til at klatre højest op i træerne.
FUCKING grænsesøgende konstant.
Diskutioner om ALT. tøj, tandbørstning, høre efter i Fakta, natteroderi.
Og at jeg altid og for evigt skulle være nogens mor – den dag gik virkeligheden op for mig

Det stod soleklart efter vi fik Sylvester som bare sov, spiste, legede, sov, spiste, legede. Jeg startede mit firma op da Sylvester var 6 måneder gammel… det havde jeg ikke kunne gøre med Tristan i hvert fald!

2020 med Corona – Året der startede hele lavignen. Virkeligheden begyndte at gå op for mig. Foråret 2020 – Coronaen var ved at have gjort sit indtog i Danmark og skolerne blev mere eller mindre lukket ned fra marts sidste år. Peter havde drengene hjemme imens jeg arbejdede. På det tidspunt var pigerne hjemsendte så jeg måtte selv tage ned på firmaet og gøre 4 mands arbejde!

Hjemmeskole
Ingen struktur
LORTE Fortnite som babysitter
Skænderier
Manglende overskud

… og bare … fanden for helvede og sgu lorte &%%##()=)(/ ☠️. Jeg arbejdede i døgndrift på firmaet for at få det til at hænge sammen. Peter arbejdede i døgndrift derhjemme for at få det til at fungerer. Min farfar som nærmest er en far for mig havde lige fået og vide at han havde kræft og at det ikke kunne kureres så han havde ikke mere end et par måneder igen. Jeg var så presset som jeg aldrig havde været før!

Udadtil synede alt fuldstændig normalt. Vi postede billeder af at vi var én lille glad familie og i virkeligheden var det ragnarok inden for husets 4 vægge.

Morgenen 5 juni springer ballonen og jeg styrter mod jorden. Vores familie kunne ikke mere… Vi havde holdt skjult for nærmest alle omkring af, hvor pressede vi i virkeligheden var med at magte Tristan. Han var så udadreagerende og ude af balance. Alverdens gloser og eder blev kastet i hovedet på os, samtidig med at han var fysisk voldsom og enormt grådlabil. Han gik fra 0-100 på enormt kort tid, så vi vidste aldrig hvordan dagen ville starte eller slutte. Ustandslig gik vi i en angst og i et alarmberedskab så vi kunne afværge og skåne os selv og ikke mindst Sylvester.

Det hele ender med at jeg denne morgen giver ham en lussing i ren og skær afmagt. Ikke hådt, men nok til at han fik et chok! Og ved du hvad? Det gør man bare ikke… man slår ikke sine børn! Men jeg kunne ikke tage mere ind. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle stoppe ham og hvordan jeg skulle håndterer hans udfald. Mandag morgen blev jeg ringet op af Varde kommune – at de gerne ville have en samtale med os. Den weekend inden kommunen ringer til os, er noget af det mest skamfulde jeg nogensinde har oplevet. Jeg var SÅ flov over mig selv. Jeg var så flov over at vi nu skulle have kommunen ind over. Skammen over ikke at kunne håndtere tingene derhjemme og at vi ikke havde formået at opdrage vores søn. (På dette tidspunkt skal det siges at vi jo ikke aner hvorfor Tristan reagerer som han gør.)

Dette var startskuddet til at skolen forstod alvoren af vores udfordringer med Tristan. Vi havde tidligere nævnt for skolen at vi havde udfordringer og hvortil de satte en skolepsykolog på sagen, men det blev ikke taget rigtig alvorligt. Ingen vidste jo hvor slemt det var, for vi fortalte ingen om det. Det var for skamfuldt og ydmygende. Vi gemte os bag at han nok var ordblind og at vi havde opdraget ham forkert.

Den lussing var startskuddet til at vi fik hjælp. Når jeg tænker tilbage og læser hvad jeg har skrevet, så får jeg sådan lyst til at lægge Tristan ind i min livmor igen og bare tale til ham som jeg gjorde da han lå i maven. Bare være i den lykke det var at være uvidende og gravid. Men han gider sgu nok ikke ligge derinde og flander 😂.

Selve udredningen på både Tristan og mig selv, skal jeg nok fortælle om i et anden blog indlæg. Det er også en længere historie eftersom vi er udredt henholdsvis privat og offentligt.

Til sidst… Det jeg prøver og sige er, at livet som familie med ADHD er fyldt med frustrationer, men vi har sagt til os selv at vi vil prøve at være positive. Finde de positive ting frem i hverdagen… Det lyder super frelst, men man kan alligevel ikke ændre det negative. Ikke på andre måder end at finde de positive ting i det negative… Det har altid været måden jeg har overlevet på.

Jeg elsker mine børn over alt på jorden – men indrømmer også blankt, at jeg er glad for jeg IKKE vidste jeg havde ADHD dengang. For så ville jeg havde lagt mærke til alt for mange ting, og slåede mig selv selv ENDNU MERE oven i hovedet. Vi gør det bedste vi kan som forældre. Det er det vigtigste – og vores børns sjæle er sat i verden til lige netop vores familie for at lære os noget.

Tristan er en fantastisk dreng med masser af ressourcer og kompetancer. Han er “bare” blevet stresset af at leve i et samfund, hvor han skal proppes ned i en kasse med alle de “normale” børn som passer ind. Der er ikke plads til at være anderledes i skolen i dag. Eller der er ikke TID til at være anderledes. Med 28/29 børn i hver klasse. Flere og flere børn med skæve personligheder. Flere test (altså flere krav). ALT for mange valg der skal træffes. Lærer som ikke er uddannet til at håndterer børn med anderledes sind (og her skal der naturligvis skælnes mellem om man er så udfordret og har så mange vanskeligheder i skolen at der skal en specialskole ind. Men jeg håber sørme at man begynder at tage til efterretning, at der kommer flere og flere børn med skæve sind – det behøver man ikke en udredning for at have). Og i virkeligheden har disse børn jo altid været der indklusiv mig selv. Forskellen er bare, at dengang var vi 21 børn i klassen. Man skulle ikke til eksamen i sløjd. Man skulle ikke måles og vejes med test hele tiden. Man skulle ikke forstyrres af notifikationer fra AULA 24/7 og man skulle da SLET ikke leve op til forventningerne på samme måde fra omverdenen.

Hvorfor har jeg brug for at lave dette blogindlæg? Det har jeg fordi det er så enormt vigtigt at vi ikke tabubelægger når en familie ikke fungerer. Vi er nød til at rumme alle slags mennekser. Typer som Tristan og jeg – der nu har et ADHD label i nakken – er vigtige for vores samfund. Vi er sjove at være sammen med. Vi er kreative. Vi er måske ikke så gode til at sidde stille, men til gengæld er vi nogle af dem der sætter skub i et arrangement så som fester, sport og på arbejdspladsen. Vi er eminente sælgere fordi vi er hurtige som pokker og så er vi grænseløse og kompromisløse – netop det der skal til hvis du vil være iværksætter og tage det lange seje træk det kræver. DERFOR skal børn med ADHD, som fungerer under de rette vilkår ikke placeres på en specialskole, før alle muligheder er tømt. Derfor skal disse børns kreativitet ikke smadres fordi de ikke kan sidde stille som lille Oda med rottehalerne. De børn har sgu aldrig kunnet sidde stille – men griber man børn med ADHD rigtigt an og ved hvordan de skal håndteres, så vil jeg våge den påstand… at vi oplever mindre diagnoser, mindre forstyrrelser og større adspredelse og forskelligheder i klasserne. For det er dælme vigtigt at børn lære at der er mere end en type menneksker på en arbejdsplads.

Og husk… der er 80% arvelighed på ADHD. Og ja statistikken siger at 3-4% af befolkningen har det. Meeeeeen mon ikke der er LANG flere som går rundt med det derude uden at vide det? Det er min tese. Og ved du hvad? Jeg er møg hamrende ligeglad med hvor mange der går rundt med det… men jeg er IKKE ligeglad med, at vores samfund er ved at tage en drejning, hvor der kun er plads til normen. Og at du skal have en diagnose for at kunne blive taget alvorlig. Og heller ikke i orden at lærerne skal stå med lorten der skal opdrage vores børn. Men et godt sted at starte er lærerseminariet – så de kan få noget undervisning i Popcornhjerner og at skolerne kommer på banen og får sat nogle kurser igang. Alle børn trives i virkeligheden bedst i struktur men det er et fåtal der trives I ÅBNE KLASSELOKALER OG KONTORFÆLLESSKABER UDEN DØRE !!!

Haha bloggen tog en drejning, men jeg håber du har nydt læsningen. Du behøver ikke være enig, men husk, at før du kommenterer, så mærk lige efter om du også ville sige det højt til mig hvis du mødte mig. Jeg har lært “man ikke skal dømme en bog på dens omslag”. Og det er den vigtigste læring i mit liv SO FAR.